Vi forsøger løbende at opdatere om vores projekter og aktiviteter, men hvis der er noget specifikt, du vil vide mere om, er vi altid til at komme i kontakt med.

SKOLEGANG TIL 10 VIDUNDERLIGE BØRN

Sammen Til Udvikling har sagt ja til at sponsorere 10 af de 37 børn, som My name is Kumar Foundation og CARE Foundation tager sig af. Vi følger børnenes udvikling og skolegang, og fire gange om året skriver vi, hvordan børnene klarer sig.

Vil du også følge børnene? Så kig med på børnenes side.

Du kan også selv støtte et barn ved at melde dig som fadder.

Sammen Til Udvikling er glade for, at kunne være med til at sørge for skolegang, mad, tøj og omsorg til 10 børn. Vi tror på, at uddannelse er den grundsten, som kan give børn adgang til at få et arbejde og skabe sig en meningsfuld tilværelse.

Lokalt såvel som globalt gælder det, at uddannelse er den sikreste vej ud af fattigdom og umyndighed. Vi vil gerne være med til at give alle børn og unge en mulighed for at klare sig som voksne og samtidig kunne bidrage til det samfund, de bor i. Hvis du gerne vil være med til at støtte vores arbejde, så kan du gå ind på vores medlemsside og melde dig ind.

GENOPBYGNING AF LONDOR LOKALSAMFUND

My Name is Kumar har indgået et samarbejde med Orora Global og Programa Vaca om at genopbygge samfundet i Chengalpattu. Sammen med Orora Global og Programa Vaca er det blevet muligt at bygge billige og bæredygtige huse af naturlige materialer, som alle vil få elektricitet og energi fra solceller.

Programa VACA er et projekt, der arbejder med at bygge bæredygtigt for fremtiden. Ambitionen er at understøtte et samarbejde mellem arkitektstuderende, profesionelle arkitekter og lokalsamfund, så de i fællesskab kan skabe et bedre, mere bæredygtigt og menneskevenligt byggeri. Eller som Juan Carlos Loyo fra Programa VACA udtrykker det:”Arkitekturen har altid været social, al arkitektur er en dokumentation på den sociale virkelighed, der omgiver det. Spørgsmålet er, hvilken slags samfund vi vil bygge, med det vi producerer?”

Orora Global er en global, social virksomhed med den simple mission at levere billig, pålidelig og tilgængelig vedvarende energi til landdistriker og bysamfund verden over. Ifølge UNDP har hvert femte menneske ikke adgang til moderne elektricitet. Alene i Indien er der 400 millioner mennesker, der ikke har adgang til elektricitet, og 800 millioner mennesker har kun adgang til elektricitet i 4-6 timer om dagen. Det skyldes først og fremmest en mangel på energi, der er billig nok til at folk kan købe den, og for det andet mangler der en distributionsmodel, der kan nå ud til alle – også i landdistrikterne. Det er dét hul, Orora Global ønsker at dække.