SYOPSKRIFTER TIL HELE EUROPA
Sammen Til Udvikling og eleverne på CSU-International har indgået et samarbejde med familievirksomheden MiniKrea, som laver kreative syopskrifter til børn. Fra det lille kontor på Nytorv sender de unge nu design ud til fingernemme mennesker i hele Norden, Tyskland og England.

Skrevet af: Caroline C. Bondgaard

Den 21. marts 2016 stod hele holdet fra CSU-International klar til at tage imod den allerførste opgave fra familievirksomheden MiniKrea, som laver syopskrifter, der sendes ud til hele Europa.

Indiensturen var kun lige overstået, og som om det ikke havde været udfordrende nok, stod man nu her; ansigt til ansigt med en temmelig omfangsrig stak kasser fulde af syopskrifter, som alle skulle samles og pakkes.

Grunden til, at de mange kasser pludselig befandt sig på Nytorv, er, at Sammen Til Udvikling har indgået et samarbejde med MiniKrea. Ideen er, at de unge på CSU-International pakker opskrifterne og derved tjener penge til børnene i Indien.

Der var i alt 5.200 syopskrifter at få styr på inden ugens udløb, og derfor kiggede den energiske bestyrer af MiniKrea, Jacob Christensen, også forbi. Han instruerede alle i korrekt pakning, og så satte arbejdet i gang.

FINGERNEMME UNGE
Der var høj koncentration blandt eleverne i de første mange timer, hvor man skulle koncentrere sig for at huske det hele, sætte ting i system og så vidt muligt undgå papercuts, iturevne plasticlommer og bøjede hjørner, men efterhånden blev der også plads til at hygge og fortælle historier.

“Man får det hurtigt ind i fingrene, og så kan man sagtens sidde og snakke imens,” fortæller Nicklas Larsen, som er elev på CSU-International.

“Lige pludselig så kan man bare, og så går det stærkt,” siger Patrick Hansen, som også er studerende ved CSU-International. Han synes, det er vildt fedt, når det bare går derudaf, og man hele tiden kan se, at man kommer tættere på mål.

Lærerne på CSU-International, som også sidder med om pakkebordet, er også godt tilfredse med både det nye samarbejde og de studerendes indsats.

“Vi er virkelig glade for opgaven. Selvom der var en næsten uoverskuelig mængde kasser, vi skulle igennem, er de unge gået på med krum hals. De hygger sig, og der er virkelig højt humør om bordet, når vi pakker,” siger Sofie Lykke Jakobsen fra Sammen Til Udvikling.

FAKTA OM SAMARBEJDET
MiniKrea er en familievirksomhed, som har eksisteret siden 2008, og som designer syopskrifter til børnetøj. Tanken bag er, at det skal være nemt og enkelt at gå til for alle, og at man skal kunne variere stof og farve.

Alle symønstrene er miljøvenlige og følger retningslinjerne for det nordiske miljømærke Svanemærket.

Eleverne fra CSU-International har fået til opgave at pakke de mange forskellige syopskrifter, som skal sendes ud hver måned til både Norden, Tyskland og England.

Den første sending lød på 5.200 opskrifter, der skulle pakkes. Pengene fra pakningen går til børnene i Indien.

Læs mere om MiniKrea på deres hjemmeside www.minikrea.dk.