.. SÅ KOMMER VISIONERNE PÅ BORDET
Den 29. marts 2016 afholdt Sammen Til Udvikling generalforsamling og gjorde status over foreningens første år.
En reportage fra generalforsamling – marts 2016.
Tirsdag den 29. marts 2016 afholdt Sammen Til Udvikling generalforsamling. Der blev både gjort status over foreningens første år, men også lagt planer for det kommende og drømt store drømme om fremtiden. Her får du en oversigt over de beslutninger, der blev taget.
Det er aften, tirsdag den 29. marts 2016. Solen skinner endnu og giver en forhåbning om, at der er forår i luften. På Nytorv er klokken ved at slå 19.00, og flere af Sammen Til Udviklings medlemmer er i gang med at samle sig i lokalerne på 1. sal. Foreningens generalforsamling er så småt ved at gå i gang. På bordet står der kaffe, te, hjemmebagt kage og et væld af frugt, som skal forsøde aftenen for de fremmødte. Rundt om bordet summer det af small talk og alle er stadig ved at lokke sidste nyt ud af hinanden. Der bliver grinet og hygget, ventet på de sidste, undersøgt om overheaderen muligvis kan vise nogle billeder fra Indiensturen, og formanden gennemgår sine noter. Lidt over klokken syv er der dog ved at være samling på tropperne, og generalforsamlingen kan gå i gang.
ÅRETS GANG
Det hele starter med formandens beretning, og der bliver gjort status over årets gang. Meget er blevet nået, og meget står naturligvis stadig som arbejdsopgaver på en lang to-do liste, som forhåbentlig bliver lidt kortere i løbet af det kommende år.
Ikke desto mindre er der blevet løst en masse opgaver. Først og fremmest har der allerede været to hold af elever fra CSU-International i Indien, og begge gange har det været en stor succes, som virkelig har givet eleverne noget. De har både oplevet og lært en masse, og samtidig har de udviklet sig meget positivt på det personlige plan som følge af turen og deres undervisning.
Herhjemme gik tiden blandt andet med at blive meldt ind i paraplyorganisationen CISU – Civilsamfund i Udvikling, så vi kunne drage fordel af kurser og rådgivningstilbud, berettede formanden for tilhørerne. Videre lød det, at det også er lykkes at få etableret en konto til foreningen i Merkur Andelskasse, og at man har haft kontakt til Kalundborg Erhvervsråd, Rotary og flere andre lokale aktører, som alle har været meget positivt stemt over for projektet.
Derudover blev det fortalt, at man nu har fået hjemmesiden op at stå, så man kan melde sig ind i foreningen online. Samtidig er også de første nyhedsbreve blevet sendt ud, og foreningen er godt på vej til at få webshoppen op at køre. En anden god nyhed er, at det er lykkes at få et samarbejde med designvirksomheden MiniKrea, som har sagt ja til at lade eleverne pakke deres syopskrifter for dem til gengæld for støtte til børnene i Indien.
“Så der er ingen, der har ligget på den lade side,” smilede formanden.
STORE VISIONER FOR FREMTIDEN
I det kommende år skal vi blandt andet arbejde med at udvikle nogle projekter, som vi kan søge penge til. Det første projekt, som vi har ansøgt til, havde ansøgningsfrist den 2. maj. Det er en lille pulje kaldet Oplysningspuljen, som støtter projekter med op til 25.000 kroner. Vi håber, at vi kan få tilsagn om støtte, så vi kan invitere Peter, Sarala og Lecia fra CARE Foundation i Indien på besøg. Oplysningspuljen giver penge til “oplysningsarrangementer”, og hvis vi får tilsagn, skal vi altså afholde en serie arrangementer i kommunen med fokus på, hvordan socialt arbejde foregår i Indien.
En anden spændende pulje er Civilsamfundspuljen, som finansierer både små og store projekter, vi kan dog som førstegangssøgende og lille organisation kun søge op til 400.000 kroner. Civilsamfundspuljen har ansøgningsfrist i oktober, og der kunne vi eventuelt komme i betragtning. Forudsætningen er, at vores projekt er i et udviklingsland og altså ikke i Danmark. Derudover kan vi søge PUF-puljen, som støtter frivilligt socialt arbejde, der afhjælper problemer for socialt udsatte mennesker. Denne pulje har ansøgningsfrist næste år til april.
Det var slut på formandens beretning om foreningens første (halvandet) år som forening, og alle involverede blev takket behørigt for deres engagement. “Det er vist kutyme at man siger tak til alle, som har lagt tid, blod, sved og tårer i projektet, så det gør jeg nu, I må gerne give jer selv en hånd!”
REGNSKAB
Næste punkt på dagsordenen var fremlæggelsen af regnskabet for foreningens første år, og det stod Peer Vincentz for. Han fortalte, at regnskabet overordnet så rigtig fint ud, men at det næste år var vigtigt at være lidt skarpere på, hvordan pengene fra markedssalget kom ind.
Det blev desuden besluttet, at det skal være gratis for elever på CSU-International at være medlemmer af foreningen.
Aftenens sidste gerning blev at se billeder fra elevernes tur til Indien, mens der blev tegnet og fortalt om alt det, de havde oplevet under deres godt to ugers ophold. Billederne blev undervejs suppleret af Sofies oplæsning af elevernes dagbog, hvor de skrev om de mange indtryk; det der var svært; det der var spændende og det, der fik dem til at undre sig og stille spørgsmål.
Vi glæder os til et nyt år!